tirsdag den 25. oktober 2011

Den smukkeste tale, nogen nogensinde har holdt for mig.

Jeg bliver lige nødt til at dele denne smukke tale med jer. Jeg blev konfirmeret i April 2010, og mine dejlige forældre, holdt denne fantastiske tale for mig.. Jeg kniber en tåre, hver gang jeg læser den. 

Kæreste Nadia - vores elskede prinsesse. 

Selvom vi sådan set har haft hele dit liv til at forberede denne tale, så bliver det pludselig meget svært, når dagen så meget overrumlende kommer. Der er så mange ting, som vi har lyst til at sige til dig og om dig - så mange minder og mange mange sjove og pinlige historier, som vi gennem din barndom har truet dig med at afsløre idag. 
Dog har vi så taget hinanden i ed på, at det sidste vi ønsker er, at gøre dig pinlig berørt og flov. Vi vil heller ikke holde en lang formaning om alle de farer der lurer, når du nu træder ind i de voksnes rækker, som nogen plejer at sige på ens konfirmations dag....  det er hverken far eller jeg klare til, på trods af, at du har bevæget dig på denne vej siden trods alderen.

Når det så er sagt, så skal vi jo også til at se i øjnene at du så småt og mere og mere skal til at bevæge dig ud i den store, skønne verden. 

Søde skat - vi har lyst til at sammenligne dit liv med et maleri (tager et stort lærred frem) - et maleri hvor du nu så småt skal til at tage penslerne i egen hånd og være kunsteren i dit eget liv. 
Det maleri og de rammer, som far og jeg har sat op for dig, skal du nu efterhånden selv til at fylde ud. 

Vi håber, at dit maleri bliver et festfyrværkeri af farver. At der bliver malet med både de glade, de klare, de stærke og de blide farver. At det ikke bliver et broget billede, hvor du ikke kan se hvad der er op og ned. 
Vi håber at du vil bruge hele paletten, så dit maleri hverken bliver gråt i gråt eller sort/hvidt. At du vil male helt ud til kanten og måske også endda har modet til at male lidt ud over engang imellem.. 

Søde skat - nogle gange skal du bruge de store armbevægelser lidt a´la Jens Jørn Thorsen, andre gange gå mere forsigtigt til værks, før du på bedste Monet-vis sætter de små prikker på dit lærred. 

Det kan godt være, at du vil opleve, at du ind imellem skal træde tilbage og betragte dit værk, før du finder ud af hvordan du kommer videre med dit maleri. Måske skal du prøve dig lidt frem med den hvide, den blå eller den rosa, før du beslutter hvordan det skal være. Heldigvis og det er vigtigt at huske - så er det for det meste altid muligt at male over dér hvor du gerne vil have det anderledes eller ønsker forandringer. 

Elskede prinsesse - vi er sikre på, at du med din fantastiske personlighed, din sprudlende livsglæde og alt det andet vidunderlige du som menneske indeholder, vil få mange nuancer med. Vi ved også, at du vil være bevidst om, at det er dit ansvar, hvordan dit maleri kommer til at se ud, for der er kun en rigtig kunstner i dit liv. 

Til slut søde skat vil vi bare sige til dig, at vi håber at dit maleri bliver lige så smukt og skønt som du forestiller dig og vi vil elske fortsat at være der for dig, og se dig udforme det. Vi elsker dig så højt, og du gør os så  stolte hver dag. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar